SAT-7 – arabisk, kristent TV

Det er kirkens fødested. Men idag er kun 5 procent af de 400 millioner mennesker, der bor i Mellemøsten og Nordafrika, kristne. Siden 1950’erne er 60 procent af de kristne emigreret til Vesten. En stor del af dem, der er blevet tilbage, lever isoleret, uden mulighed for fællesskab med andre kristne.

I samarbejde med alle kirkesamfund i Mellemøsten – ortodokse, katolske og protestantiske – og i partnerskab med en lang række missionsselskaber (bl.a. Sudanmissionen) har SAT-7 siden 1996 sendt kristne udsendelser til hele regionen.

SAT-7 er kristent TV fjernsyn lavet af arabere for arabere. Langt de fleste af de omkring 100 medarbejdere er ’indfødte’ arabere, og i bestyrelsen sidder repræsentanter fra områdets kirker. Udsendelserne er lokalt producerede, arabiske programmer. Kun ganske lidt købes udefra. På den måde sikres, at udsendelserne afspejler en arabisk, kristen kultur, ikke en vestlig.

Man ønsker at vise, at kirken i Mellemøsten ikke er et produkt af vestlig indflydelse, men at den har været der siden apostlenes tid. SAT-7 viser seerne, at man kan være araber og kristen på samme tid.

SAT-7 er meget omhyggelig med ikke at vække anstød i den følsomme religiøse situation i Mellemøsten. Man angriber eller kritiserer aldrig andres tro, men giver i stedet er positivt billede af, hvad kristendommen er.

SAT-7’s hovedkontor ligger i Nicosia på Cypern. Udsendelserne produceres i SAT-7’s studier i Beirut og Cairo. Fra Beirut sendes de færdige udsendelser til London, hvor de ’beames’ op til satelitterne Eutelsat Hot Bird 3 og W2. Udsendelserne kan ses i et område, der dækker hele Nordafrika, Mellemøsten og Europa.

SAT-7s udsendelser sendes både via digitale og analoge signaler.  På den digitale kanal sender man i alt 16 timers udsendelser hver dag. Analogt sender man to timer fire dage om ugen. Den analoge kanal er meget dyrere for SAT-7, men uundværlig for mange seere i Nordafrika, som kun har analoge modtagere.

Så godt som alle indbyggere i Nordafrika og Mellemøsten har adgang til tv. Hvor  mange der kan modtage satelit-tv varierer fra land til land, fra mellem 20 til 100 procent af befolkningen. Selv det mest trøstesløse slum er ’’prydet’ med masser af parabolantenner. Uanset fattigdom er et fjernsyn noget af det første, man anskaffer sig.

Mindst 100 millioner i regionen har adgang til satelit-tv, og man regner med at omkring 6 millioner jævnligt ser SAT-7.

Kirken i Mellemøsten og Nordafrika

Der er ca. 17 millioner kristne i Mellemøsten og Nordafrika. De 10 millioner bor i Egypten, hvor størstedelen tilhører verdens ædste kirkesamfund, den koptisk ortodokse kirker. Der bor også mange kristne i Libanon og Syrien, hvor både den katolske og den ortodokse kirke står stærkt. Irak har også en stor gruppe kristne, ca. 600.000.

Andre lande, især i Nordafrika og på den arabiske halvø har kun få kristne, og mange er uden en registeret, arabisk kirke.

Under én procent af de penge, som kristne i vesten giver til kristent arbejde, går til Mellemøsten, Nordafrika, Iran og Tyrkiet.

Programmer

SAT-7 er langtfra ’bare’ en kanal, der sender prædikener og kristelig undervisning. SAT-7 byder på en bred vifte af forskellige slags kristne programmer til alle aldre og interesser. Der er populære arabiske dramaserier, dokumentarprogrammer, film, nyhedsudsendelser, børne- og ungdomsprogrammer og meget mere.

Langt de fleste af udsendelserne er arabisk produceret. Over halvdelen af programmerne produceres i SAT-7’s egne studier i Libanon og Egypten. Derudover bliver en del produceret af SAT-7 i samarbejde med nogle af deres partnere.

Kun 22 procent af SAT-7s programmer bliver købt udefra og eftersynkroniseret med arabisk tale. Udsendelser, der er produceret i Vesten, bliver vurderet grundigt og måske tilrettet, så det passer til en mellemøstlig eller nordafrikansk seerkreds.

’Flagskibet’ blandt SAT-7s programmer er børneprogrammet As Sanabel, som bliver optaget i København. Der bliver sendt en ny episode hver dag, undtagen søndag. Men der laves også mange andre spændende programmer, som f.eks.:

Abu Youssef’s hus  – en komedieserie, som viser hvordan en kristen arabisk familie i Palæstina håndterer vigtige sociale problemer ud fra et kristent perspektiv.
Micro Enterprise  – et iværksætterprogram, som viser eksempler på hvordan man kan starte sin egen lille virksomhed.
As Sabil – en medrivende ’sæbeopera’ (sæbeoperaer er meget populære i den arabiske verden). Den følger en karriere-fokuseret middelklassefamilie, som kommer til at tage deres liv op til overvejelse i mødet med deres kristne gartner og chauffør.
Hele verden – et magasin-program for kvinder. Tager sociale spørgsmål, familieemner, helbred osv. op til debat.
Et budskab fra kirken – glimt fra søndagsgudstjenesten i forskellige kirker ud over hele Nordafrika og Mellemøsten.
Og mange, mange andre… 

Seerkontakt

SAT-7 modtager hver dag mange henvendelser – breve, e-mails og telefonopringninger - fra seere i Nordafrika, Mellemøsten og også fra Europa, hvor mange kristne indvandrere er glade for kanalen. Over 11,000 nye kontakter blev det til i  2002.

12 telefonrådgivningscentre – drevet af SAT-7’s partnere i regionen – er klar døgnet rundt til at modtage de mange opringninger. Og som noget nyt lancerede SAT-7 i 2002 en arabisk-sproget hjemmeside for seerne.